Ansøgningsskemaet er kun åbent i februar hvert år.

Betingelser

Det er en betingelse for at komme i betragtning til et legat, at:

  • ansøgeren er elev på en af handelsskolernes merkantile uddannelser (erhvervsuddannelse eller handelsgymnasium)
  • ansøgeren enten skal på studieophold med fokus på handel på en nærmere angivet uddannelsesinstitution i udlandet
  • eller ansøgeren skal i praktik i udlandet inden for handelsområdet (en gros eller detailområdet)
  • eller ansøgeren skal i praktik i udlandet med arbejdsopgaver på det administrative område i en handelsvirksomhed
  • der er tale om en individuel rejse. Grupperejser støttes ikke.
  • opholdet i udlandet er af mindst 14 dages varighed
  • opholdet i udlandet er fremadrettet. Ophold, som allerede er gennemført, støttes ikke.

Procedure

Handelsansøgere skal bruge det elektroniske ansøgningsskema. Se ansøgningsskema her. Ansøgningsfristen er 1. marts. Inden 1. april afgiver ansøgerens skole en indstilling til bestyrelsen om, hvem den anbefaler til legatportioner. Skolen begrunder sin indstilling og kommer eventuelt med supplerende oplysninger om ansøgeren. Derefter bliver de ansøgninger, som skolerne indstiller til en legatportion, gennemgået af en indstillingsgruppe med kendskab til handelsuddannelsesområdet. Indstillingsgruppen afgiver en begrundet indstilling til legatbestyrelsen om fordeling af legatportioner. Legatets bestyrelse holder normalt møde i maj, hvor der bliver taget stilling til de ansøgninger, der er modtaget inden fristens udløb. I maj/juni får alle ansøgere besked, om de har fået et legat. Ansøgerens skole får ligeledes besked. Kort tid efter bliver legatbeløbet overført til den konto, ansøgeren har oplyst. Bestyrelsen indberetter desuden legatportioner til personer, der er skattepligtige til Danmark, til SKAT.

Hvad lægger bestyrelsen vægt på?

Ud fra en samlet, konkret vurdering af årets handelsøgninger og det beløb, der er til rådighed til handelslegater, beslutter bestyrelsen, hvem der skal have en legatportion, hvor mange legatportioner, der skal uddeles, og hvor stor hver enkelt legatportion skal være. Ved vurderingen lægger bestyrelsen vægt på:

  • Det samlede beløb, der er til rådighed til handelsformål
  • Antallet af kvalificerede handelsansøgninger
  • Ansøgerens faglige kvalifikationer
  • Studierejsens relevans for ansøgerens uddannelse
  • De udgifter, der er forbundet med studierejsen
  • Ansøgerens begrundelse for ansøgningen
  • Eventuelle særlige økonomiske, sociale eller sundhedsmæssige forhold hos ansøgeren
  • At legatmodtagerne er jævnt fordelt over landets handelsskoler, dog med respekt af, at der efter vedtægten er tillagt elever fra Rybners en fortrinsstilling
  • At legatportionerne på den ene side har en størrelse, så de er en mærkbar støtte til studierejsen, men så de på den anden side ikke giver overdækning.

Herudover lægger bestyrelsen stor vægt på:

  • Skolens indstilling, begrundelse og eventuelle supplerende oplysninger om ansøgeren
  • Indstillingsgruppens indstilling og begrundelse.

Klagemulighed

Man kan ikke klage over bestyrelsens beslutning.

SKAT

Efter danske regler er legatportioner skattepligtige. Derfor indberetter legatbestyrelsen legatportioner til personer, der er skattepligtige til Danmark, til SKAT. Dog er studierejselegater under visse betingelser ikke skattepligtige, jf. ligningslovens § 7 K. Bestyrelsen indberetter til SKAT, at der er tale om et studierejselegat.

Ansøgningsskema
Ansøgningsskemaet er kun åbent i februar hvert år.